Book Dizzy Mizz Lizzy hos PDH Music - officielt bookingbureau
Det populære rockband runder anden fase af en enestående karriere af med en række koncerter i udlandet såvel som i det danske sommerland.
Lige siden Dizzy Mizz Lizzy overraskede alle i 2014 ved at annoncere en comeback-turné, har rockbandet været et af de mest elskede i Danmark, lige som det var det i 1990’erne, hvor Tim Christensen, Martin Nielsen og Søren Friis-Larsen sparkede nyt liv i dansk rock med debutalbummet Dizzy Mizz Lizzy, der blev soundtrack for en hel generation.
Nu er der næsten gået ti år, og bandet vil puste ud for en stund, finde ny inspiration og forfølge nogle drømme, som forhåbentligt vil resultere i et nyt album på et tidspunkt. Men inden da får bandets store fanskare i ind- og udland mulighed for at opleve trioen ved en række koncerter i Tyskland, Holland, Norge, Sverige og Japan samt i det danske sommerland.
”Efter næsten ti år med mange koncerter hvert år og to nye plader har vi brug for lidt luft,” siger Tim Christensen og tilføjer, at de tre medlemmers ønske om at få en pause er aldeles udramatisk. ”Denne anden fase af bandets historie – og navnlig de seneste små tre år efter udgivelsen af Alter Echo – har været noget ganske særligt for os med mange store oplevelser, som vi ønsker at nyde fulgt ud, inden vi begynder at stille skarpt på fremtiden, og hvad den end vil bringe os.”
De kommende koncerter bliver ikke med en komplet liveopførelse af Alter Echo, som bandet med stor succes turnerede med i 2021, men Tim Christensen er glad for publikums modtagelse af netop dét album, der også betyder meget for ham selv:
”Dizzy kommer aldrig til at spille koncerter uden gamle og populære sange som Waterline og Silverflame, for selv om Alter Echo er blevet en nutidig identitet for bandet, har vi stor respekt for vores fortid. Vi kommer bare ikke til at fortabe os i den,” siger Tim Christensen og tilføjer, at der er nødt til at være balance mellem gammelt og nyt, hvis bandet skal kunne ånde: ”For at kunne servicere fortiden, skal vi have nutiden med”.
Hvordan bandets fremtid ser ud, ved Tim Christensen ikke. Han har forventninger til den, han glæder sig til den, og han er gået ind i en ny skriveperiode, men om publikum til de kommende koncerter vil få en smagsprøve på det, vil han ikke love. På den anden side vil han heller ikke udelukke det, så det er der kun én måde at finde ud på: Møde op til en af koncerterne.
Booking

Henrik Seifert
Direktør & Booker

Malte Birkelund Erbs
Booker