Book Yo Johnny hos PDH Music - officielt bookingbureau
Yo Johnny bringer Tech-House og rave-kulturen til mainstream Danmark og er leverandør i verdensklasse af frisk og kæk techno, der er rart for ørerne. Hans første single, ’Yo Johnny’, var et selvironisk og humoristisk elektronisk mesterværk, som sætter gang i fødderne såvel som basarmen. Med inspiration fra FISHER, Chris Lake og lignende artister er Yo Johnny klar til at finde vej ind i hjerterne på festglade mennesker landet over. Yo Johnny fik titlen som P3’s Uundgåelige med sangen ’Cardio’ i starten af 2022, samt stor succes med singlen ’Miami’, som begge er lavet i samarbejde med duoen Ravi Kuma.
Bag Yo Johnny gemmer sig den danske multi-instrumentalist og producer Arto Eriksen, hvis ypperste mål er at blive en fast implementeret del af den elektroniske musikscene. Han har produceret for en lang række danske artister, herunder Drew Sycamore, Bbybites og Specktors, og står bag to af de største hits pt.; ’Mucki Bar’ med Tobias Rahim og ’Stor Mand’ med Tobias Rahim og Andreas Odbjerg.
Om skabelsen af ‘Yo Johnny’ fortæller han:
“Lige siden det hollandske track ‘Drank & Drugs’ af Lil Kleine & Ronnie Flex kom ud i 2017 har jeg prøvet på at genskabe den samme stemning og glæde, det fik frem i folk. Jeg prøvede på alle mulige måder, med forskellige artister, men jeg kunne ikke helt ramme den. En morgen vågnede jeg med slemme tømmermænd i mit studie og gik i gang med at lave et beat uden at tænke mig om. Den dag lavede jeg min første selvbetitlede single ‘Yo Johnny’ og resten er historie.”
Arto lærte sig selv at spille guitar, klaver og synths og begyndte derefter at sætte sig ind i produktion. Interessen blev ved med at vokse, og Arto har siden bevæget sig væk fra jazzen og fundet sin lyd i et urban-inspireret elektronisk univers, der lyder af undergrundsfester og techno-kultur. Yo Johnny udtaler om projektet:
“Yo Johnny er den menneskelige form af den danske festånd. Vi har alle en Yo Johnny inde i os.”

Booking
Andreas Holmsgaard
Booker