Book Junior Brown hos PDH Music - officielt bookingbureau
Junior Brown er dansksproget pop som sammensmelter i en todelt lyd, der både er legende, glad og poppet men som hele tiden har en underliggende alvorlig og melankolsk side især i lyrik og levering. ’Moonlight’ handler om en pige som Junior Brown havde en tæt personlig relation til. Hun forsøgte ofte at glemme sin fortid og sine problemer i overfladiske handlinger, og Junior Brown endte på sidelinjen, mere som en tilskuer end en der skulle forstille at være tæt på hende. Han kunne se hun havde en masse udfordringer hun kæmpede med, men hun lukkede ham kun ind i den glade overflade, som hun prøvede at skabe i nutiden. ’Moonlight’ er dermed en sang som både i dens historie og budskab, men også i dens melodi og lyrik, netop skildrer denne todelte lyd som karakteriserer Junior Brown som artist. ”Jeg synes denne sang uden lyrik er en opløftende sang, men lyrikken gør den tung og trækker den hen i et andet univers. Netop dette spil viser at lyrik og musik kan noget forskelligt men løfter hinanden op til at skildre den komplette historie”, fortæller Junior Brown. Fortællingen i ’Moonlight’ er en personlig historie fra Junior Brown’s eget liv, men samtidig en universel problemstilling som mange kan genkende enten fra dem selv eller folk tæt på dem.
Jamaica, Odense, København. 28-årige Junior Brown har rødder alle tre steder. Navnet Junior Brown stammer fra den politibetjent, der fandt ham som spæd, efterladt på gaden i Jamaica. Betjenten opkaldte ham efter sig selv, tog sig af ham og anbragte ham på et børnehjem. Senere blev Junior adopteret til Danmark hvor han opvoksede i Odense. I de unge år var det fodbold der fyldte mest, men som årene gik, fik musikken lov at fylde mere. Eksistentielle tanker om livet og de skrøbelige tilfældigheder, der ofte er med til at forme det, fik overbevist Junior Brown om, at han måtte forfølge den gnist musikken havde tændt i ham. De efterfølgende år blev med stor dedikation og disciplin brugt til at dygtiggøre sig som sanger men også indenfor sangskrivning og produktion. For Junior Brown er det netop kernen, at han besidder et intenst drive for hele tiden at ville blive bedre og lære fra de bedste samarbejdspartnere. Med øjnene på bolden, har Junior Brown udviklet sig til en stilsikker og stemningsfuld pop-poet, der med sin bløde falset synger slagsange til de sene nattetimer, til følelsesmæssige tømmermænd og til de småglimt af lykke og eufori, der gør tilværelsen lidt lysere.
Booking

Andreas Holmsgaard
Booker

Mathias Binder
Booker