Boye & Sigvardt

Explore on

Siden Boye & Sigvardt udgav debutalbummet ‘Night Addicts’ i 2020, er det kun gået opad. Duoen startede 2022 ud med singlen ‘Fool’ sammen med selveste Medina. Det er derfor passende, at de nu samarbejder med to lige så lovende og spændende artister: Norske Jesper Jenset og HAYES, det spirende artistprojekt fra skuespiller og influencer Thomas Hayes.

‘Faded Off’ er en berusende og ophidsende sommerbasker med et unikt, sexet og hypnotiserende guitardrevet hook. Vokalerne er smooth, sensuelle og dragende. Det er en sang, der handler om at være fuld på kærlighed – til en person eller til musikkens energi. Det føles som det der perfekte moment, hvor man slipper hæmningerne og bliver et med dansegulvet.

“Faded Off er en smule langsommere, end hvad vi normalt laver, men i lang tid har vi ønsket at lave en mere poppet sang, som vi kunne tilføre vores touch, og med den her sang føler vi, at vi har ramt den perfekte kombination. Vi ser det helt klart som en sang, der kan fungere godt i radioen, med vennerne om sommeren, i bilen eller selv i klubben. Vi håber, I vil elske den her sang så meget, som vi gør,” udtaler duoen.

De københavnske producere Boye & Sigvardt startede ud i 2017 med en lyd, der blander deep underground, pop og house-musik. Samme år selvudgav de debutsinglen ‘Give Me’, som med det samme blev en stor succes. I alt er de blevet streamet 35 millioner gange med 19 millioner streams på debutpladen ‘Night Addicts’ alene. De startede 2022 ud med at udgive singlen ‘Fool’ sammen med Medina.

Med mere end 150 millioner streams til sit navn er Jesper Jenset en af de mest spændende nye artister fra Norge. Singlen ‘Bad Vibrations’ blev ugens sang på norsk P3 og er blevet streamet over 43 millioner gange. Han udgav debut ep’en ‘Waves Vol 1’ i 2018, med lead singlen ‘For Love’ samt ‘Don’t Cry’ med multi-grammyvinder H.E.R.

Skuespiller og influencer Thomas Hayes var en essentiel del af teenageserien Skams kæmpe succes. Som HAYES har han også bevist sit værd som en talentfuld DJ og producer med sans for pop og lyrisk dybde. ‘Where I Belong’, hans samarbejde med Nico & Vinz, er blevet streamet næsten 5 millioner gange.

Booking

Andreas Holmsgaard

Booker